Du fanger sjældent Ole Madsen uden et smil på læben, når han står i grillbaren i krydset mellem Brændekildevej og Assensvej. På menuen er der klassiske grillbarretter som bøfsandwich, hotdogs i alle afskygninger og grillkyllinger.
Du fanger sjældent Ole Madsen uden et smil på læben, når han står i grillbaren i krydset mellem Brændekildevej og Assensvej. På menuen er der klassiske grillbarretter som bøfsandwich, hotdogs i alle afskygninger og grillkyllinger.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Bellingegrillen: Ole Pølsemand er krydsets centrum

Ole Pølsemand er et kendt ansigt i Bellinge, hvor han i snart 23 år har serveret pølser og burgere for både lokale og forbifarende




I et opråb på Facebook bad Lokalavisen om hjælp til at pege kikkerten i den rigtige retning. Flere skrev, at Ole Pølsemand var manden, man skulle gå til, så kikkerten blev drejet mod pølsemanden og Bellingegrillen i krydset mellem Brændekildevej og Assensvej.

Glasdøren står på vid gab i den lune forårsmorgen, mens alt omkring spejler sig i grillens store glasparti. Madosens duft er den samme her som i så mange andre grillbarer – tung, selvom Ole forsøger at lufte ud. Indretningen er ganske sparsommelig. Ole har hængt et ur op, men ellers er det kun billeder af flæskestegssandwich og hotdogs, der pryder væggene i den lille grillbar. Det er egentlig heller ikke så vigtigt, for det som kunderne kommer efter er trods alt det bag baren.

Læs også: Bellinge - satellitbyen i sydvest

Der står Ole nemlig, og han er garant for en snak og et godt humør, og det er noget, der får kunderne til at vende tilbage.


Et besøg værd

Sådan er det i hvert fald for Peter Rasmussen, der netop har afgivet sin bestilling. En Jumbo Burger og en halv liter cola.

Peter har et hobbyværksted i Bellinge, og lægger vejen forbi Oles grill flere gange om ugen.

“Jeg får altid en god service og et godt smil, og når der er tid til det, så tager vi os også en snak om hverdagen,” fortæller den 57-årige hobbymekaniker.

Han har taget stilling ved vinduet mod Brændekildevej, og er som en af dagens første kunder sikker på at få en bordplads. Her er ingen stole at tage et hvil på, men det forstår man, når man følger middagsrykket i Bellingegrillen.

Bellingegrillen har ligget her siden 1994, hvor Ole Madsen overtog pølsemandserhvervet i Bellinge. Nærmeste nabo er kiosken i Bellinge.
Bellingegrillen har ligget her siden 1994, hvor Ole Madsen overtog pølsemandserhvervet i Bellinge. Nærmeste nabo er kiosken i Bellinge.

Et kendt ansigt

Ind strømmer det med mænd i alle aldre, der skal have stillet den sult, som sniger sig ind midt på dagen, og der begynder så småt at blive trængt i Bellingegrillen. Ole er alene bag baren og selvom bestillingerne hober sig op, så er der overskud til samtaler og til at huske stamkundernes foretrukne. Blandt andet får en mand langet en Cocio over bordet, efter et indforstået nik, og sådan fortsætter det i lignende stil.

Det er ikke helt mærkeligt, at Ole Pølsemand, med det civile efternavn Madsen, er på fornavn med de fleste af de kunder, der stiller sulten her. Han har nemlig haft biksen siden 1994, hvor Bellinges tidligere pølsemand gik på pension. Inden da ejede Ole Madsen fra 1989 den kiosk, der ligger ved siden af grillen. Et par år ejede han begge forretninger, men siden har der været så godt gang i salget af burgere og pølser, at han solgte kiosken, og det nyder den 60-årige grill-ejer.

“Det er jo et hyggeligt erhverv. Folk kommer forbi og pingponger i fem minutter, og så er de væk igen,” forklarer Ole Pølsemand, der er indfødt Bellinge-dreng.

Han havde sin skolegang på Rasmus Rask Skolen, og er siden blevet boende i byen. Med sit virke som pølsemand i Bellinge får han også set mange af de, som han er vokset op med.

“Der kommer mange, jeg kender fra tidligere tider. Folk kommer tilbage og kommer tit ind og hilser på,” fortæller han, inden han vender tilbage til kunderne, der fortsat stryger ind fra parkeringspladsen foran grillbaren.


Publiceret: 19. Maj 2017 09:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Odense

ANNONCER
Se flere