Kommunalvalg 2017
35-årige Araz Khan (V) efterlyser, at forældrene i Vollsmose tager mere ansvar.
35-årige Araz Khan (V) efterlyser, at forældrene i Vollsmose tager mere ansvar.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Byrådskandidat om Vollsmose: Forældrene må tage sig sammen

De voksnes ansvarsfralæggelse er enorm, og det er derfor, Vollsmose sejler, mener Araz Khan (V). Synspunktet møder opbakning hos en ekspert og i bydelens bokseklub




Det er på tide, at forældrene til de unge bøller i Vollsmose mander sig op. Sådan lyder meldingen fra Araz Khan, 35 år og byrådskandidat for Venstre. Han er opvokset i Vollsmose, uddannet skolelærer og frustreret over, at bydelens forældre ikke tager nok ansvar.

Læs også: Lokalavisen mener - det starter i hjemmet, og det skal starte nu

“Det er opdragelseskulturen, der er roden til de problemer, vi ser i dag. Ansvarsfralæggelsen er enorm, og det er derfor, det sejler, som det gør. Forældrene bør begynde at tage deres ansvar alvorligt,” siger han.

“Man har et ansvar for at lære sine børn almindelig basal opdragelse, herunder pli og høflighed, og forældre til ballademagerne i Vollsmose har i dén grad svigtet og fejlet.”


Det handler om opdragelse

Araz Khan fortæller, at opdragelseskulturen i Vollsmose adskiller sig fra den danske.

“For danskerne er det vigtigt, at deres børn bliver ansvarlige og selvstændige, og det er en del af opdragelsen fra starten. Men hvis man kommer fra Mellemøsten, tænker man anderledes. Børnene lærer ikke at være selvhjulpne, og forældrene har tendens til at tænke 'det går nok' i stedet for at tage deres ansvar alvorligt,” siger han.

Som skolelærer har Araz Khan jævnligt oplevet Vollsmose-forældre, der for eksempel undlod at møde op til skole-hjem-samtaler, eller som trak på skuldrene, hvis deres børn lavede ballade.

“Forældrene ved godt, hvad der foregår, men de tager det ikke alvorligt,” vurderer han.

“Uanset hvor mange penge, kommunen poster i forebyggende tiltag, så batter det ikke noget, hvis forældrene bare står på sidelinjen uden at engagere sig.”

Foruden forældreansvar efterlyser Araz Khan øget konsekvens fra samfundets side.

“Der skal falde en konsekvent hammer fra starten. Der er ikke behov for flere bløde tiltag. Vi skal tydeligt markere, at visse typer opførsel simpelthen er uacceptabel,” mener han.


Forældre bør kigge indad

Araz Khans synspunkter deles af Hans Skifter Andersen, som forsker i problemramte boligområder. Han fastslår overfor dagbladet B.T., at situationen i Vollsmose faktisk er blevet bedre de seneste 15 år, men at der stadig er en utilpasset gruppe.

“Den bedste løsning på det er at få fat i de personers forældre,” siger han til B.T.

“Forældrene er ofte ressourcesvage mennesker, men de unge har alligevel en vis respekt for dem, som man kan bruge.”

Samme melding lyder fra Shahbaz Aslam, der står for Vollsmose Boxing, hvor mange af områdets unge kommer.

“Det er ikke kommunens men forældrenes opgave at opdrage børnene,” fastslår han.

“Forældrene bør kigge indad, få styr på hvad deres børn render og laver og lade være med at tro på de løgnehistorier, børnene kommer med. I stedet skal de tage aktivt del i børnenes hverdag, bakke dem op i fritidsaktiviteter og stille de nødvendige krav. Det er på høje tid.”

Hvad mener du? Hvordan får vi vendt situationen i Vollsmose? Deltag i debatten her på www.odense.lokalavisen.dk og på Facebook.


Publiceret: 15. Juni 2017 09:15
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Odense

Fik du læst
Bøger
Forsiden netop nu
ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt