Sådan så den allerførste udgave af Lokalavisen Odense ud. Den landede i byens postkasser 3. december 2015, men avisen går nu en usikker fremtid i møde. Den er nemlig blevet afhændet af JP/Politikens Hus og solgt til Jysk Fynske Medier, som i forvejen udgiver Ugeavisen Odense.
Sådan så den allerførste udgave af Lokalavisen Odense ud. Den landede i byens postkasser 3. december 2015, men avisen går nu en usikker fremtid i møde. Den er nemlig blevet afhændet af JP/Politikens Hus og solgt til Jysk Fynske Medier, som i forvejen udgiver Ugeavisen Odense.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Lokalavisen Odense er blevet solgt til Jysk Fynske Medier

Det er usikkert, om avisen vil blive lukket eller fortsætte med at udkomme





Halvandet år. Så længe varede JP/Politikens eventyr med Lokalavisen Odense.

Udgivelsen landede i byens 100.000 postkasser første gang 3. december 2015 og har siden udgjort et alternativ til byens øvrige medier, heriblandt Fyens Stiftstidende og Ugeavisen Odense, der begge ejes af Jysk Fynske Medier.

Konkurrencen mellem aviserne blev i april erklæret en 'torn i øjet', da Jysk Fynske Medier offentliggjorde koncernens samlede årsregnskab med et underskud på 99,5 millioner kroner.

Et underskud, som delvist var forårsaget af bladkrigen i Odense.

“Vi er i åben krig om ugeavis-markedet, og det har kostet os penge i 2016, uden at jeg vil sætte tal på. Men vi bruger det, der skal til, og vi viger ikke en tomme, dette er vores hjemmebane, og vi er klar til kamp,” lød det dengang fra Jesper Rosener, administrerende direktør i Jysk Fynske Medier.


Kampen er slut

Kampen sluttede fredag 16. juni, hvor Lokalavisen Odense blev overtaget af Jysk Fynske Medier som et led i en større byttehandel.

Handlen betyder, at Jysk Fynske Medier har købt syv lokale titler af Politikens Lokalaviser, nemlig udgivelserne i Odense, Kolding, Haderslev, Aabenraa, Sønderborg, Esbjerg og Varde. Samtidig har Jysk Fynske Medier solgt syv ugeavistitler i Østjylland til Politikens Lokalaviser.


Tak fordi I tog godt imod os

Søren Riis, administrerende direktør i Politikens Lokalaviser, fortæller, at beslutningen om at afhænde de syv aviser, heriblandt den i Odense, skyldes et faldende annoncemarked på print.

“For læserne er det godt med et varieret udbud af nyheder og aviser, men vi lander gratis i folks postkasser og er derfor afhængige af annoncekroner,” påpeger han. 

“Vi er blevet taget godt imod af både læsere og annoncører i Odense, og det vil jeg gerne sige tak for. Avisen i Odense har også fulgt de budgetter, vi har lagt."

"Men når vi ser på det samlede område for Syd- og Sønderjylland, som Fyn har hørt under, så har situationen ikke været økonomisk tilfredsstillende. Det skyldes, at mange annoncører i disse år forlader printmarkedet til fordel for det digitale marked. Den kage af printannoncører, der kæmpes om, er simpelthen blevet mindre,” siger Søren Riis.

Både Søren Riis og Jesper Rosener understreger, at handlen frigør ressourcer til, at begge parter fremover kan fokusere på at kæmpe mod de digitale konkurrenter. 

“Situationen er den, at det digitale annoncemarked galoperer af sted. Ugeaviserne er under hårdt pres fra blandt andet Google og Facebook. Derfor er det nødvendigt, at vi nu styrker os i vores kerneområder, så vi kan koncentrere os om at bekæmpe de virkelige konkurrenter. Denne handel er en afgørende forudsætning for, at vi fortsat kan leve op til vores publicistiske ambitioner om at spille en vigtig rolle for demokrati og sammenhængskraft i vores lokalområder,” lyder det fra Jesper Rosener.


Måske lukker Lokalavisen Odense

I løbet af de kommende uger vil Jysk Fynske Medier beslutte, om de nyerhvervede udgivelser, heriblandt Lokalavisen Odense, skal lukke eller fortsætte med at udkomme. 

“Det vil blive en samlet vurdering af økonomi og vores publicistiske ambitioner, der afgør, om vi skal beholde to ugeaviser i et område. En vurdering af den publicistiske værdi af to udgivelser er afgørende, men finder vi områder, hvor en eller begge vores ugeaviser giver underskud, vil vi reagere hurtigt, for at vores ugeavisdrift skal være rentabel”, siger Jesper Rosener.

Der forventes at komme en afklaring på avisens fremtid senest 1. juli. Frem til da udkommer den som sædvanligt, både på print, web og sociale medier.


Publiceret: 19. Juni 2017 19:15
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Odense

Fik du læst
Bøger
Forsiden netop nu
ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt