Mikkel Holmegaard Larsen, sognepræst i Ansgars Kirke.
Mikkel Holmegaard Larsen, sognepræst i Ansgars Kirke.
Foto: Emil Hermann
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Lokalavisens 'seks hurtige': Denne uge til Ansgars sognepræst

Mikkel Holmegaard Larsen, sognepræst i Ansgars Kirke på Sdr. Boulevard, forholder sig her til kirkegang, børnefamilier og kristendommens betydning


Hvordan går det med kirkegangen?

“Jeg har kun været her siden november 2015, men jeg mærker en fremgang. Der kommer vel i snit 50 mennesker i kirke hver søndag, og så er der selvfølgelig endnu flere, når vi har dåb, konfirmationer osv.”

Så I mærker ingen flugt?

“Flugten fra folkekirken er en myte. Kirkegangen har altid været dårlig i Danmark. Selv Grundtvig fortæller i 1800-tallet, at folk stort set kun kom i kirke, når det var juleaften.”

Hvad er folkekirkens rolle i dag?

“Folkekirken er en indgroet del af vores samfund. Det er en masse ritualer og traditioner forbundet med at gå i kirke - dåb, bryllupper, konfirmationer og begravelser - og ikke mindst højtider som påske og jul.”

Er kristendommen ikke død og borte?

“Du måler ikke kristendommens betydning på at se, hvor meget danskerne går i kirke. Den er også en måde at tænke og leve på, som jeg egentlig synes, at vi er ret gode til i Danmark. Vi er hjælpsomme og ordentlige ved hinanden i store træk, så nej, den er bestemt ikke død.”

Kan du uddybe det med 'i store træk'?

“Jeg synes nogle gange, at vi danskere går for vidt og burde æde vores ord og sige, at det her er vi nødt til at gøre, selvom det har konsekvenser. Hvis der står et menneske ved din dørtærskel og siger 'hjælp mig – ellers bliver jeg slået ihjel' – så bør vores reaktion altid være et ja. Hvis han så ikke opfører sig ordentligt, må vi jo smide ham ud af vores hus igen.”

Hvordan vil I få flere børnefamilier ind?

“Cirka hver anden måned har vi 'ulvetime-gudstjenester', hvor jeg holder en lille andagt i kirken klokken 17, og bagefter laver vi mad til børn og forældre. Sidste gang var vi cirka 60, så det er begyndt at tage fart. Sidste år tog vi også hul på en helt ny tradition på Skt. Hans aften, da vi tændte bål på anlægget bagved kirken. Her var vi over 100 mennesker, og vi starter allerede kl. 19:30, som er meget tidligere end nede på Engen ved Fruens Bøge.”


Publiceret: 12. April 2017 11:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Odense

Annonce
Annonce
ANNONCER
Se flere