Foto: Mostphotos
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Politirapporten: Madudbringer stjal smykker fra ældre dame

Uddrag fra Fyns Politis døgnrapport fra weekenden

Af Louise Holmgaard Nielsen

En madudbringer bragte ikke kun mad ud, da han leverede mad til en ældre dame på Lupindvej i Odense NV lørdag morgen. Her stjal han også flere af den ældre dames smykker.

Madudbringeren går normalt selv ind i huset, da den ældre dame er dårligt gående. Han spurgte, om han måtte låne toilettet, og dette fik han lov til. Dagen efter så den ældre dame, at der manglede flere af hendes guldsmykker i soveværelset, som lå skråt over for toilettet. Her manglede der blandt andet en fast armring og guldhalskæde i 14 kt. guld. 


Weekenden i øvrigt

Tyveri ved Baresso

Lørdag eftermiddag kl. 12.30 var et par på vej op af rulletrappen til Baresso i Vestergade, da en mand stillede sig bag dem. Kvinden fornemmede hurtigt, at der var noget galt, da manden stod meget tæt på dem. Da de kom op af rulletrappen, undersøgte hun derfor, om hun manglede noget, og hun opdagede, at hun manglede sin mobiltelefon. De to skyndte sig derfor hurtigt at løbe efter ham, og det lykkedes dem at indhente ham i Vintapperstræde. Her konfronterede de manden, hvorefter han udleverede mobilen til kvinden.

På scootertur med sværd 

På Skolevej i Odense N kom en mand kørende på en brugsstjålet scooter natten til søndag. Politiet stoppede ham kl. 02.30. I den forbindelse opdagede de, at manden havde et sværd på 60 cm. Han blev derfor sigtet efter knivloven om kniv på et offentligt tilgængeligt sted.

Indbrud i skole 

En mand var ude at gå en tur på Solfaldsvej i Odense C lørdag aften, da han opdagede to unge mænd i mørkt tøj ved Hunderupskolen. Den ene stod lidt væk fra skolen, mens den anden forsvandt ude af syne og ind på skolens område. Han hørte herefter en rude blive knust. Kort tid efter kom de begge til syne igen på hjørnet, hvor de ventede lidt, indtil de begge gik hen til skolens husmur og forsvandt bag den. Manden synes, at det så ud som om, at der var aktivitet inde på skolen tæt på, hvor de to mænd forsvandt. Han ser dem herefter løbe i høj fart i retning mod kirkegården med en plastikpose i hånden. 


Publiceret: 10. Januar 2017 14:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Odense

Annonce
Fik du læst
ANNONCER
Se flere