Arkivfoto
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Socialdemokraterne om gratis adgang: Lad os nu lige slå koldt vand i blodet

De røde partier afviser forslag om at genindføre betaling i friluftsbadet i år

Af Jane Thoning Callesen


Odense Byråds borgerlige partier ønsker at genindføre brugerbetaling i friluftsbadet som konsekvens af den uro, en gruppe unge med anden etnisk baggrund forårsagede i starten af juni.

"Gratis adgang har gjort det mere attraktivt for ballademagere at søge mod friluftsbadet, ligesom den gratis adgang har gjort det svært at holde øje med, hvem der entrerer friluftsbadet," lyder det fra by- og kulturrådmand Jane Jegind (V), som sammen med Venstre og Konservative ænsker at genindføre betaling i friluftsbadet for at sikre ro og orden. 

Forslaget bliver taget op på næste byrådsmøde, der finder sted 21. juni.

Læs også: Blå blok vil droppe gratis adgang i friluftsbadet

Ideen møder dog ingen opbakning hos socialdemokraternes Anders W. Berthelsen, som er medlem af by-og kulturudvalget.

"Min holdning er, at den gratis adgang som bekendt er en et-årig forsøgsordning (som blev indført for at imødekomme konkurrencen fra det gratis havnebad, red.), og jeg synes, vi skal lade sæsonen gå til ende, før vi drager konklusioner," siger han.

"Hvis uroen gentager sig over flere gange, kan det give anledning til at revurdere reglerne, men vi skal ikke ud i en hovsa-løsning på baggrund af en enkeltstående begivenhed."

 


Vi skal slå koldt vand i blodet

Samme melding lyder fra Brian Dybro (SF), der også er medlem af by- og kulturudvalget. 

"Vi har jo gjort det gratis derude for at sidestille det med havnebadet, som er gratis. I havnebadet har vi ikke disse problemer, og jeg tror ikke, entréudgifter afskrækker ballademagere fra at møde op," siger han.

"Nu synes jeg lige, vi skal se tiden an og slå koldt vand i blodet, inden vi laver det om. Men jeg går ind for, at der skal være en indsats. Det, der er foregået, er helt uacceptabelt, og ballademagerne bør få karantæne fra friluftsbadet." 

Jane Jegind (V) argumenterer desuden for, at en genindførelse af entréudgifterne kan bidrage til at betale for tilstedeværelsen af det CFU (Center for Familie og Unge, red.)-personale, som nu skal holde øje med de unge, der potentielt kan finde på at lave ballade. 

Men den argumentation har Brian Dybro svært ved at følge. 

"CFU er jo lønnet af kommunen, og de er lige præcis ansat til at være opsøgende over for disse unge, uanset hvor de måtte opholde sig. Jeg har svært ved at se, hvordan det hænger sammen med at genindføre brugerbetaling," mener han.


Publiceret: 12. Juni 2017 13:45
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Odense

Fik du læst
Bøger
Forsiden netop nu
ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt