Sådan ser bybilledet formentlig ud i slutningen af 2020 på Albanigade, når Odense Letbane er etableret. Spørgsmålet er, om byen også får en etape to, der skal forbinde Seden og Vollsmose med bydmidten. Foto: Odense Kommune.
Sådan ser bybilledet formentlig ud i slutningen af 2020 på Albanigade, når Odense Letbane er etableret. Spørgsmålet er, om byen også får en etape to, der skal forbinde Seden og Vollsmose med bydmidten. Foto: Odense Kommune.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Støtten til Letbanen daler: V og S er ikke urolige

Byrådets to største partier er ikke bekymrede, selvom en undersøgelse viser, at færre odenseanere bakker op om Odense Letbane


Efter et år og ni måneder med gravearbejde på grund af ledningsflytninger, forstærkninger af broer og forlængelse af tunneller, er odenseanernes opbakning til letbanen nedadgående.

Det fremgår af en meningsmåling i en pressemeddelelse fra Odense Letbane. I 2015 støttede 58 procent af odenseanerne letbanen – i 2016 var 45 procent positive eller meget positive. Andelen af negative eller meget negative var til sammenligning 38 procent.

Jane Jegind (V), rådmand for By- og Kulturforvaltningen, siger til Lokalavisen Odense, at det er forventeligt, at opbakningen er faldet det seneste år.

“Jeg har fra starten af sagt, at det skal være skidt, før det bliver godt. Lige nu generes en masse odenseanere af opgravninger, forsinkede busser og svære forhold for biler. Derfor er det forventeligt, at tilslutningen daler, men jeg synes stadig, at opbakningen er høj, når vi har øje for de nuværende trafikale udfordringer,” mener Jane Jegind.

I februar 2011 stemte alle byrådets partier for etableringen af Odense Letbane. Heriblandt også Socialdemokratiet, der ligesom Venstre, ikke er overrasket over meningsmålingens resultat.

“Opbakningen har tidligere været meget stærk, men den falder lidt nu, fordi byens trafik forstyrres. Det er ganske naturligt. Men den gode nyhed er, at rodet er væk om nogle år, og så får vi et nemt, godt og trygt transportsystem til vores over 200.000 indbyggere,” påpeger borgmester Peter Rahbæk Juel (S).


Skal letbanen udvides?

Spørgsmålet er, om letbanen skal udvides i fremtiden, så Odense også får en etape to, der kan tilføre omkring 7,7 kilometer ekstra togskinner til de 14,5 kilometer fra etape ét.

Den nuværende plan med etape to er, at 14 nye stationer skal forbinde Seden Syd og Vollsmose i NØ med Søndre Boulevard i centrum, hvor endestationen etableres ved Odense ZOO i sydvest.

Ifølge kommunens foreløbige beregninger vil anlæggelsen af udvidelsen koste omkring 1,65 milliarder kroner. Men Venstre er endnu ikke klar til at vende tommelfingeren opad.

“Vi vil se tiden an, før vi beslutter, om vi er for etape to,” understreger Jane Jegind.


Betyder to ting

I budgetforliget for 2015 stemte alle partier for en aftale, der kort fortalt betyder to ting. Ét: en principbeslutning om at anlægge letbanens etape to, når kommunen har økonomi til det, og projektet er klar. To: Kommunen laver en langsom opsparing – sparer 10 millioner op hvert år fra 2016 til etablering og drift, så man er bedre stillet til forhandlingen med staten og regionen.

“Min klare holdning er, at andre skal være med til at betale gildet - ligesom med etape ét,” fastslår borgmester Peter Rahbæk Juel.

Etape ét har et samlet budget på tre milliarder kroner. Odense Kommune betaler selv 1,8 mia. kr., mens staten står for 1,1 mia. kr. og Region Syddanmark 100 mio. kroner.


Publiceret: 19. Januar 2017 11:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Odense

Annonce
Fik du læst
ANNONCER
Se flere