Bjarke Wolmar, vækstchef for Odense & Co, glæder sig til at få nogle af verdens allerklogeste hoveder til Odense. Pressefoto
Bjarke Wolmar, vækstchef for Odense & Co, glæder sig til at få nogle af verdens allerklogeste hoveder til Odense. Pressefoto
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Thinkers50: Erhvervslivets svar på Tinderbox

Thinkers50 holder topmøde i Odeon i maj. Det handler om forretningsledelse, men festen er for alle - også dig




En slags Tinderbox for erhvervslivet. Sådan omtaler både Anette Pihl, chef for Erhvervskontakten og Bjarke Wolmar, vækstchef i Odense & Co, det topmøde, som i starten af maj finder sted i Odenses nye musik- og kulturhus, Odeon.

Topmødet udspringer af organisationen Thinkers50, og der er tale om en to-dages forretningsfestival, hvor nogle af verdens klogeste hoveder inden for ledelse, strategi og udvikling holder oplæg om, hvordan virksomheder kan skabe vækst og forandringer i en omskiftelig tid.

Læs mere om topmødet her


Ridderstråle og Porter

På programmet finder man blandt andre Michael E. Porter, der til daglig er professor på Harvard Business School, og svenske Jonas Ridderstråle, der er forfatter til bogen Funky Business.

“Det er virkelig toppen af poppen inden for forretningsudvikling, man kan møde, og der er masser af inspiration og guldkorn at hente,” mener Anette Pihl, der er stolt over at Odense bliver værtsby for topmødet.

“Det er spændende, at vi får verdens førende tænkere her til byen, og det sender et signal til resten af verden om, at vi er med til at sætte standarden,” påpeger hun.

Odense har foreløbig rettighederne til Thinkers50-topmødet de næste 10 år, og på længere sigt er det meningen, at arrangementet skal være selvfinansierende.

“Om vi når det i år er for tidligt at sige, men fremadrettet skal det gerne kunne balancere,” fortæller vækstchef Bjarke Wolmar, der i disse uger knokler med at finpudse de sidste detaljer til topmødet, der både skal profilere Odense i erhvervslivet og sætte byens robot, IT- og droneteknologi på landkortet.

Han understreger, at netværk er noget af det allervigtigste, når det handler om at tiltrække virksomheder.

“I Odense og på Fyn er vi gode til at netværke med hinanden, men vi bliver jo ikke rigere af, at virksomheder flytter fra den ene fynske kommune til den anden. Thinkers50 bidrager til, at vi får skabt relationer til erhvervsledere i resten af Europa, og så håber vi selvfølgelig på, at de får øjnene op for de muligheder, Odense tilbyder,” siger han.


Byens borgere er velkomne

Selvom det kan lyde lidt luftigt, det med erhvervsledere og businessguruer, så henvender Thinkers50-topmødet sig faktisk til en bred skare.

Der kommer særskilte arrangementer for iværksættere og talenter, og byens studerende på både SDU og Erhvervsakademiet Lillebælt bliver også en del af festlighederne.

Desuden er alle byens borgere velkomne til at kigge forbi Odeons store foyer, hvor man under topmødet vil kunne opleve både droner og robotter på helt tæt hold.

“Vi håber, at Thinkers50-topmødet i Odense på sigt bliver en business-pendant til Davos-topmødet i Schweiz,” afslutter Bjarke Wolmar.


Publiceret: 16. Marts 2017 08:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Odense

ANNONCER
Se flere