Lederhosen, weissbier og store ølglas. Så kommer vi ikke tættere på definitionen af oktoberfest i München. Foto: Mostphotos
Lederhosen, weissbier og store ølglas. Så kommer vi ikke tættere på definitionen af oktoberfest i München. Foto: Mostphotos
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Tysk folkefest i Kongens Have

Ny byfest rammer Odense, hvor den tyske festkultur hyldes med weissbier, tyrolermusik og wienerschnitzler


Oktoberfesten i München er verdens største folkefest med omkring seks millioner besøgende. Traditionen er over 200 år gammel, og derfor har andre lande med tiden også fået øjnene op for begivenheden, hvor lederhosen, weissbier og tyrolermusik bliver hyldet.

Også i Danmark har vi fået smag for at fejre den sydtyske folkefest, da både København og Aarhus hvert år holder oktoberfester.

I Odense har vi også indimellem haft tyrolermusik i gaderne, men snart rammes Kongens Have af en helt ny sommerfest, hvor der er flere tilbud til folk, som ikke vil drikke sig fulde og danse på træborde.


Træhytter og aktiviteter

Festivalen hedder 'German Village og Bierfest' og afvikles fra den 7. til 10. juni. “Vi har omkring otte træhytter stående, hvorfra der vil blive solgt alt fra souvenirs, wienerschnitzel, karrywurst, rødvin, hvidvin og specialbryggede bayerske øl. Derudover vil der være sjove aktiviteter til både børn og voksne,” siger Linette Rasmussen, event manager hos German Bierfest, der står for arrangementet.

Kongens Have vil være dekoreret med blomster, fyldt med langborde og træbænke til 1200 mennesker samt rumme et større festtelt, som dog først åbnes om aftenen og kun er for voksne.

“Vi ønsker at give folk med en god stund med deres familie og venner. Og så håber vi selvfølgelig også på at vise, hvordan tyskerne fejrer deres sommerfester, som er blevet meget populære,” påpeger Linette Rasmussen.

Der er fri adgang til området med træhytterne og aktiviteterne, mens du skal betale 50 kroner for at få adgang til festteltet med levende tyrolermusik og iskolde, bayerske øl. German Bierfest er et privat selskab med hovedsæde i Sydtyskland, der arrangerer oktober- og sommerfester rundt i hele Europa. De står blandt andet også bag oktoberfesten på Amager Strandpark i København, som løber over to uger - ligesom den oprindelige oktoberfest i München.

“Begge fredage og lørdage er udsolgt med 2500 mennesker. Hverdagene er lidt mere stille og rolige,” siger Linette Rasmussen.


Publiceret: 20. April 2017 10:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Odense

Annonce
Annonce
ANNONCER
Se flere