Nyt parti stiller op i Odense
68-årige Frank Eistrup er medstifter af 'Nyt Odense'. Han bor til daglig i Tarup med sin kone.
Foto: Emil Hermann
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

VIDEO: Frank & Co stiller op til kommunalvalget med et helt nyt parti

Det nye parti 'Nyt Odense' er modstander af Odense Letbane, der ifølge medstifter er alt for dyr i den nuværende udformning




Når du skal sætte krydset ved kommunalvalget i november, så kan du stemme på et helt nyt parti.

Det hedder 'Nyt Odense' og er stiftet af Frank Eistrup, Kim Slott Nielsen og Gert Broxgaard. 

Siden i sommer har de tre garvede herrer arbejdet på et partiprogram, og det er nu ved at være helt færdigt og klar til præsentation. 26. januar holder 'Nyt Odense' et stiftende møde for offentligheden klokken 19 i Bolbro Brugerhus.

 


40 punkter på dagsorden

Selvom partiets linje endnu ikke er helt på plads, så kan Frank Eistrup dog godt fortælle lidt om, hvad partiets største mærkesag er lige nu.

Den pensionerede slagter har de seneste år brugt sin fritid på at søge aktindsigter i budgetter og fakturaer fra byens letbaneprojekt til forbruget i vækstprojektet Odense & Co.

Han har også skrevet flere hundrede læserbreve i Fyens Stiftstidende, hvor han retter massiv kritik mod Odense Letbanes nuværende udformning.

"Jeg har lavet beregninger, der viser, at driften efter etableringen i 2020 vil komme til at koste kommunen 100 millioner årligt. Disse penge vil man hente fra nedlagte busruter, så vores bybustrafik bliver forringet. Det er ikke rimeligt for byens borgere," konstaterer Frank Eistrup. 

Skoleområdet, ældreplejen og almennyttigt boligbyggeri er også blandt de 40 punkter i partiprogrammet, der vil være på dagsordenen.

"Vi har hver især vores forskellige stofområder. Jeg er stor modstander af Odense Letbane og har været det i 2,5 år, fordi det er en alt for dyr løsning for skatteborgerne."

Frank Eistrup stiller dog ikke selv op til valget, da han er blevet lidt for gammel til at sidde i byrådet.

"Jeg bliver 69 inden valget, så når valgperioden er overstået, er jeg 73. Men jeg støtter vores andre kandidater og hjælper partiet med at udbrede budskabet om at få ryddet op i kommunens økonomi, der bliver brugt på forkerte projekter."


Alle tre har tidligere stillet op

I 2009 og 2013 stillede Gert Broxgaard og Kim Slott Nielsen op til kommunalvalgene i Odense med partiet Folkeflokken, der blev skabt efter nedlæggelsen af Centrum-Demokraterne, men de blev ikke valgt ind.

Frank Eistrup stillede op til sidste kommunalvalg for Centrum Listen, som var stor modstandere af lukningen af Thomas B. Thriges Gade. Frank Eistrup fik 56 personlige stemmer, mens partiet høstede 1056 - dog rakte det ikke dengang til en plads i byrådet.


Publiceret: 06. Januar 2017 13:30
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Odense

ANNONCER
Se flere